Project Details

Description

Kemi, tunge løft, stående og gående arbejde, stress og natarbejde er en del af arbejdsdagen for mange gravide kvinder, men indebærer disse faktorer risiko for de mange børn, der hvert år fødes af arbejdende kvinder? Vi ved det ikke. Baggrund Der fødes 60.000 børn i Danmark hvert år. Langt de fleste mødre arbejder både før og under graviditeten. Forskning har de seneste 50 år vist, at faktorer i arbejdsmiljøet kan påvirke graviditet og fostrets udvikling. Nogle er der taget hånd om, men arbejdsvilkårene ændres hastigt. Kvinder arbejder i stigende omfang fuld tid og i traditionelle ”mandefag”. Nye kemikalier kommer til og stress er blevet en væsentlig faktor i arbejdsmiljøet. Arbejdstilsynet konkluderede i ”Fremtidens arbejdsmiljø 2020”, at der ikke foreligger viden eller skøn over, hvor mange reproduktionsskader der kan henføres til påvirkninger i arbejdsmiljøet. Vores hypotese er, at nogle job og brancher vil have en overhyppighed af graviditetsrelateret sygdom og fosterskader på grund af en eller flere faktorer i arbejdsmiljøet. Derfor vil vi: 1. Kortlægge risikoen for alvorlig graviditetsrelateret sygdom og fosterskader på job og brancheniveau, og herved se om, der er overrisiko for visse fag og brancher 2. Estimere forebyggelsespotentialet, ved at beregne hvor mange tilfælde af graviditetsrelateret sygdom og fosterskader, der kan henføres til arbejdsmiljøet – totalt og for hvert fag og branche Vi vil se på alvorlig graviditetsrelateret sygdom og fosterskader: Spontan abort, svangerskabsforgiftning, graviditetssukkersyge, medfødte misdannelser, for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, nedsat fostervækst og dødfødsel. Resultaterne vil give vigtig ny viden om sammenhængen mellem arbejdsmiljø og reproduktivt helbred, og indikere om arbejdsmiljøindsatsen er tilstrækkelig til at beskytte gravide arbejdstagere. Resultaterne har praktisk sigte med ny viden til rådgivning af gravide og til prioritering af fremtidige indsatser og forskning. Nationale registerdata Undersøgelsen anvender danske registre om gravides job og branche koblet med information om kvindernes graviditet, helbred og fødsel i den nye DOC*X Generation kohorte. Graviditetsrelateret sygdom og fosterskader har alvorlige konsekvenser for kvinderne og deres familier, og kan påvirke børnene resten af livet. Vidensniveauet er imidlertid utilstrækkeligt, der mangler skøn over, hvor mange reproduktionsskader, der kan henføres til påvirkninger i arbejdsmiljøet. Projektet vil afdække om, arbejdsmiljøet er sikkert for gravide kvinder, og hvis ikke, estimere hvor stort potentialet er for forebyggelse af alvorlig graviditetsrelateret sygdom og fosterskader.
StatusActive
Effective start/end date01/12/202231/12/2025

Collaborative partners