Kort sygefravær blandt unge: en registerbaseret undersøgelse af betydningen af psykosociale arbejdsmiljøforhold

Project: Research

Project Details

Description

Kortvarigt sygefravær, dvs. episoder af sygefravær som er højst 7 dage, udgør omtrent 44% af det samlede sygefravær i Danmark. Blandt unge under 30 år er den største andel af sygefraværet af kort varighed. Vi ved dog meget lidt om betydningen af arbejdsmiljøet for unges sygefravær, for langt den meste forskning har undersøgt langtidssygefravær, og der mangler studier som har fokuseret specifikt på de unge. Kort sygefravær er et problem, både fordi det er forbundet med omkostninger for de personer der er sygefraværende, for arbejdspladser og kolleger, men også fordi det er en risiko-markør for reduceret
arbejdsevne og længerevarende sygefravær.

For de unge vil vi gerne vide,
· hvilken betydning det psykosociale arbejdsmiljø har for forekomsten af kort sygefravær,
· om arbejdsmiljøet spiller den samme rolle for det korte og det længerevarende sygefravær,
· om der er vigtige brancheforskelle, hvad angår arbejdsmiljøets betydning for sygefraværet,
· om ændringer i det psykosociale arbejdsmiljø hænger sammen med ændringer i risikoen for kort sygefravær.
Vi anvender data fra de nationale registre, med udgangspunkt i en kohorte af yngre arbejdstagere, som blev opbygget i et tidligere AMFF-finansieret projekt kaldet ”Psykisk arbejdsmiljø, helbred og risiko for udstødelse af arbejdsmarkedet blandt yngre arbejdstagere”. I dette nye projekt udvider vi kohorten, så den omfatter alle som indtrådte på det danske arbejdsmarked for første gang i årene 1995-2018 (ca. 1,5 mio. personer). Vi kombinerer kohorten med sygefraværsdata på dagsbasis fra år 2010 og frem via Fraværsregistret. Med disse nye fraværsdata kan vi undersøge kort sygefravær, som der mangler viden
om. Arbejdsmiljøet måler vi via jobeksponeringsmatricer, der angiver det gennemsnitlige niveau i forskellige jobs af fx jobusikkerhed, kvantitative og følelsesmæssige krav, job kontrol og risiko for arbejdsrelateret vold, med højdetagen for køn og alder.
Fordi studiet er registerbaseret er datasættet så stort at vi kan fokusere specifikt på de unge, se på mænd og kvinder hver for sig, og inddele yderligere i aldersgrupper (15-20 år, 21-27 år og 28+). Vi kan også undersøge om der er brancheforskelle i sammenhængene. Undersøgelse vil omfatte alle unge, og ikke kun de som vælger at deltage i fx en spørgeskemaundersøgelse, og vi undgår også selv-rapporteringbias. Vi forventer at kunne pege på risikofaktorer i det psykosociale arbejdsmiljø, som potentielt kan bidrage til at forebygge forekomsten af kort sygefravær blandt unge, hvis de bliver nedbragt, og at kunne give gode råd til at forebygge at unges sygefravær og sikre de unge et fortsat godt arbejdsliv på det danske arbejdsmarked.
StatusActive
Effective start/end date01/11/202030/11/2024